Featured Posts

To top
6 feb

Baby blues – selv med verdens lækreste unge

Sidste gang jeg postede et indlæg, var den 17. september. Det var faktisk min terminsdato, men vores lille pige havde det åbenbart lidt for lækkert inde i maven, for hun kom først den 26. september. Og siden da har vores liv været fuldstændig forandret!  

Jeg vil starte ved begyndelsen, for det er faktisk en af grundene til, at jeg ikke har haft tid og overskud til at blogge før nu. Og hvor bedre at starte end ved fødslen. Jeg havde under hele min graviditet forberedt mig så godt, jeg kunne; jeg havde trænet, gået til fødselsforberedelse, gravidyoga, læst en masse, snakket med andre mødre og min læge etc., så jeg følte mig virkelig klar. Jeg ligefrem glædede mig til selve fødslen. Men som tiden gik efter min terminsdato, blev jeg mere og mere plaget af graviditeten, og min læge vurderede, at jeg skulle sættes igang, da jeg var 41+3. Det var med lige dele skuffelse og lettelse, da jeg helst ville have at kroppen kunne have gjort det hele naturligt, men også lettelse og glæde, da jeg virkelig var presset og gerne ville ”have det overstået” og i gang med mit nye liv.

Jeg vil ikke gå i for mange detaljer med fødslen, men det var desværre ikke en særlig god oplevelse for os. Jeg blev sat igang, fik mange uregelmæssige og stærke veer, som ikke hjalp mig til at åbne, fik lattergas som jeg ikke kunne tåle, fik epidural, fik mere epidural, fik rysteture, fik forhøjet blodtryk, fik mere medicin, Avas blodtryk faldt, fik mere medicin, og sådan fortsatte fødslen faktisk ind til det var slut og Ava blev taget med sugekop.

Det var en meget kemisk og medicinsk proces, og jeg følte ikke, at jeg var særlig meget til stede hverken fysisk eller mentalt. Samtidig var det en oplevelse, som var meget præget af angst, da vi begge var bekymrede for vores lille piges helbred. Lige da fødslen var ovre kaldte min fødselslæge det for en ”hård fødsel”, men ændrede det faktisk efterfølgende til, at den nok kunne karakteriseres som traumatisk. Det vigtigste var dog i alt det her, at Ava kom ud sund, (rund…!) og rask.

Dagene efterfølgende var vi på hospitalet, og dét var nogle syrede dage… Vi fik en masse hjælp fra personalet, men det var al sammen også meget overvældende og intens, hvilket resulterede i, at vi faktisk ikke sov rigtig, mens vi var indlagt. Det tærede især meget på mig, og da vi endelig kom hjem, havde jeg stadig store problemer med at sove. Og uden at overdrive kunne jeg pludselig forstå hvorfor sleep deprivation bliver brugt som tortur – man bliver jo skør af det.

Oven i hatten havde vi bestemt, at vi først ville have familien ud efter Rasmus’ barsel på to uger, da jeg havde en forestilling om, at vi bare skulle være i vores lykkelige babysymbiose. Men da vi endelig stod i det, havde vi bare brug for vores forældre til hjælp og støtte og til at dele glæden. Jeg husker (heldigvis) ikke tiden så tydeligt længere, men jeg hang meget med skuffen, og var bestemt ikke i en lykkebobbel, som jeg havde forestillet mig. Og det var en dårlig spiral: ingen søvn, baby der græd fordi hun var sulten (mælken var ikke løbet ordentlig til), og hamrende hormoner (som VIRKELIG kan gøre én skør..!), gjorde at jeg nærmest græd mere end babyen. Og oveni alt dette var jeg så flov over mine tanker og følelser. Hvordan kunne jeg være sådan en skodmor overfor Ava og overfor Rasmus, som virkelig var (og er) den bedste far. Den den ”love from the day I met you” var en kæmpe løgn for mig. Jeg var totalt fremmedgjort overfor ”mor følelsen” og bebrejdede mig selv helt vildt, at jeg ikke bare elskede hende over alt på jorden fra 1. sekund. Og jeg savnede allerede mit ”gamle liv”, hvor jeg kunne gøre lige hvad jeg ville – og ja, det skammede jeg mig også over. Dårlig dårlig spiral.

Jeg er som udgangspunkt ret privilegeret – har aldrig lidt af psykiske lidelser, nem og tryg barndom og alt det der, og vil egt. betegne mig selv som ”stærk”, men den der oplevelse og alle de hormoner slog mig fuldstændig ud. Så hvad gjorde jeg: først googlede jeg fødselsdepression – LAD VÆRE MED DET – for det bliver man kun mere skør af, derefter begyndte jeg at tale med mine allernærmeste, som bakkede mig 100 % op og trøstede mig. Og derefter begyndte jeg at tale med jordemødre, andre mødre (veninder og bekendte) og en terapeut med speciale i efterfødselsreaktioner, som alle kunne fortælle mig, at jeg var helt normal – hvilket jeg havde ret meget brug for at høre. Og at der er virkelig, virkelig mange som er kede af det i starten – det kaldes på engelsk baby blues – og det handler om hormoner, forventninger og om det kæmpe chok, det er, at ens liv bliver lavet fuldstændig om, og den usikkerhed, det kan medfølge, når man pludselig står med et lille hjælpeløst væsen i sine arme, som man har ansvaret for. Jeg blev så lettet, da jeg fandt ud af, at jeg var ”normal”, for jeg havde aldrig hørt om andre, der havde det på den måde som mig. Og det synes jeg er forkert. Det er synd og skam, at det er et tabu, for det er så hårdt at stå i sådan en situation og føle sig ”forkert”. Så for mig hjalp det at tale meget åbent om, hvordan jeg havde det.

Alle sagde; det bliver bedre og det går over. Og det gjorde det, faktisk ret hurtigt og jeg ELSKER min lille Ava, som intet andet i verden. Der er en lille lykkeknude i mit bryst, der spænder helt vildt, når hun ser på mig, jeg savner hende, når hun sover lange lure, og jeg elsker at se, hvor meget hun udvikler sig hver dag. Det er stadigvæk en hård omgang en gang i mellem at være mor, og vi er stadig vildt trætte og i ny og næ ville man bare gerne have tid til at få ordnet negle, tage et langt bad – eller gå ned med skraldet i fred. Men at the end of the day, så er det et bedre og mere beriget liv, vi har fået som familie, og jeg føler mig nu lykkelig, stolt og enormt heldig over, at vi har fået netop hende.

Min gode veninde, Alexandra, her i Singapore gav mig et qoute fra Lost in Translation, som jeg ofte tænker på og smiler ved:

Bob: The most terrifying day of your life is the day the first one is born.

Charlotte: Nobody ever tells you that.

Bob: Your life, as you know it… is gone. Never to return. But they learn how to walk, and they learn how to talk… and you want to be with them. And they turn out to be the most delightful people you will ever meet in your life.

Xx Stine

Stine
2 Comments
  • Sidsel

    Åh søde Stine. Tak fordi du deler. Det er nemlig en usagt sandhed at det er det hårdeste/vildeste/dejligste/smukkeste/grimmeste (etc) man kommer ud for i sit liv. Det er jo et kæmpe overgreb på din krop og dit selv. For mig også indgreb. Så selvfølgelig kommer der reaktioner og følelser i kølvandet på det. Og det er så naturligt og rigtigt.
    Jeg tudede også konstant i starten. Og havde svært ved en masse ting. At være afslappet, at amme, og ikke at være bekymret hele tiden. Jeg havde en hel anden idé om hvordan jeg skulle være mor. Måske fordi man altid kun høre solstrålehistorier. Og folk som smutter mandler (!?), rejser med babyen og tager rundt som de plejer.
    Så igen, tak fordi du deler. På en gammel veninde, men også på alle vordende mødres vegne.

    7. februar 2017 at 7:27 Svar
  • Carina

    Baby blues skal lige google 🙂 men ja der er mange følelser og kan kun sige at nu hvor min datter nærmer sig de 15 måneder har jeg stadig en portion af de blandende følelser liggende.
    – kan grine af glæde at tænke på hende og hendes numre, gode humør og væsen når jeg er på arbejde.
    – savner vildt meget at badet og andre praktiske ting skal planlægges og koordineres efter hende

    Elsker min datter, men hold op en forandring der er sket i den tid siden jeg blev mor 🙂

    Tak for din åbenhed knus

    7. februar 2017 at 17:20 Svar

Leave a reply