Featured Posts

To top
31 maj

Mum to mum: Louise

J Juhuu, så er jeg tilbage med min yndlingskategori; mum-to-mum, hvor mødre i min omgangskreds videregiver deres bedste råd til graviditet og barsel. Denne gang er det med Louise, som blev mor i starten af 2016. Og advarsel: hendes baby har ikke alene et (efter min mening) utrolig lækkert navn; Ava men er også fuldstændig sindssygt nuttet! Louise har den hyggeligste instagram (se her), hvor hun viser smukke, kreative glimt fra sit liv på barsel. Og ja, så viser hun også en gang i mellem sin überlækre baby, som må kunne gøre selv den mest hardcore anti-børnetype skruk 🙂 

Hvad var det bedste ved at være gravid?

Det bedste ved graviditeten var helt sikkert da Ava begyndte at boble rundt og give sig rigtigt til kende inde i maven. At bære rundt på et lille menneske er virkelig en stor oplevelse. Jeg hyggede mig ret meget med at prikke til hende for at få små spark tilbage. Og så klichéen; At kunne spise alle de hindbærsnitter jeg havde lyst til.

Hvad “lærte” din graviditet dig?

At være tålmodig! Og at slippe kontrollen. Jeg er ret slem til gerne at ville ha’ alt på min måde. Det kan man ikke når man er gravid. Hormonerne tager over – det gjorde de i hvert fald for mig – og så er det bare at gå med det i stedet for at kæmpe imod.

Jeg prøvede at se mig selv udefra og grine lidt af det hele. Det gjorde det nemmere at holde ud, at jeg tudede over Den Kongelige Livgardes optog, og at hele vores lejlighed var fyldt med krummer (fordi det eneste jeg kunne spise i de første 3 måneder var tvebakker og hollandske kryddere).

13342443_10153512732851881_1093424096_n

Hvis du skulle give dig selv et godt råd som gravid i dag, hvad ville det da være?

Slap af! Og nyd maven i stedet for at bekymre dig om de ekstra kilo. Jeg smed min badevægt ud den dag graviditetstesten viste to streger. På den måde havde jeg én bekymring mindre. Jeg aner ikke, hvor meget jeg tog på under min graviditet. Det var faktisk rart.

Et andet råd; Forbered dig! Det kræver sin kvinde at føde og jeg ville ikke ha’ været foruden min gravid-yoga og Smertefri Fødsel. Det er dyrt. Men det er hver en krone værd. Alene det at gøre sig tanker om fødslen, vil jeg mene, er en kæmpe hjælp. Det giver en helt speciel ro, at gøre sig klar til det der venter og tænke lidt over ønsker og forventninger. Jeg endte faktisk med at glæde mig til selve fødslen, og selvom det er en hård omgang at få et lille nyt liv til verden, så er det den vildeste oplevelse nogensinde.

Hvad er det bedste køb du har gjort til Ava?

Mit bedste køb til Ava er uden tvivl vores slyngevugge fra Naturesway. Den har reddet os så umådeligt mange gange. Fra urolig og hysterisk baby. Fra kold aftensmad. Og fra søvnløse nætter. Køb, køb, køb!

Hvad er det dårligste køb?

Mit dårligste køb må være nogle små bitte sko til alt for mange penge. Jeg købte endda to par. Men altså… Babyer skal ikke have sko på! Det ville jeg gerne have vidst.

13341988_10153512732751881_787188469_n

Hvordan er det at være på barsel?

Når baby er kommet, så tror jeg det er meget individuelt hvad ’Den gode barsel’ er. Mit bedste råd er nok at tage det hele lidt oppefra og ned. Forsøg at holde fast i den du er. Og allervigtigst; husk på at rolige og glade forældre giver rolige og glade børn. For mig har det været en langt mindre omvæltning at blive mor end jeg havde regnet med, men jeg har også haft Ava med overalt fra day one og ikke ladet mig begrænse af den nye tilværelse, men bare kastet mig ud i det.

Hvis du skulle give ét råd videre til kommende mødre, hvad skulle det så være?

Husk på, at der ikke er noget facit. Slap af, smid bøgerne ud og følg din intuition. Det regner ikke nødvendigvis med lyserødt glimmer og kærlighed lige når baby-klumpen bliver lagt på din mave, men hjertet vokser dag for dag i takt med at I lærer hinanden at kende.

Og så hold dig væk fra google og minmave.dk, det er altid nogle frygtelige skræmmehistorier eller tåbelige glansbilleder man finder der. Og det vigtigste: Nyd, nyd, nyd! De første døgn med det lille nye menneske er fuldstændig magiske.

13329776_10153512734541881_1730429367_n

Alle billeder er fra Louises instagram loucph.

Stine
No Comments

Leave a reply